Så er stillingen klar!
Efter de første tre løb er blevet afviklet i den nye Adventurespejd-liga, ligger den foreløbige stilling i ligaen klar. Blandt storspejderne i klassen Spejder – Drenge/Mix, ligger patruljen ”FIX” i front med 252 point, efter de snuppede andenpladsen i det seneste Dilleløb, der som altid blev afholdt i første weekend i oktober. Andenpladsen tilfalder med 213 point ”De hotte”, der ligesom etterne ”FIX” har deltaget i alle tre afholdte løb. De navnkundige ”Sorry, vi faldt i gryden som små” ligger nummer tre med en syvendeplads i både Solaris og Nathejk, hvilket giver dem 152 point.
I klassen Spejder – Pige, der er for de rene pigepatruljer, har kun en patrulje indtil videre været på løb, nemlig ”Stære”, der har 76 point med sig hjem fra Nathejk. Ligaen er dog ung endnu, og mon ikke flere pigepatruljer vil dyste om at komme på sejrsskamlen.
For seniorspejderne i klassen Senior – Drenge/Mix er der tæt kamp om pladserne, da det indtil videre kun er Solaris, der har været åbent for de ældre spejdere. Her ligger Gay O’lay i front med 110 point, mens GRIP og Team Alugod deler andenpladsen med 103 point. Også tredjepladsen er delt – her mellem patruljerne Kanaljen og Korintherne, der begge fik 96 point med sig hjem fra Solaris.
Blandt de rene pigepatruljer i Senior - Pige fører ”Girlz online” an med 40 point, mens Trolls ligger nummer to med 16 point.
Det bliver spændende at følge udviklingen i ligaen, hvor alt endnu er åbent, da det er patruljernes tre bedste placeringer, der tæller, samt hvor mange løb, hver patrulje har gennemført.
Læs mere på www.adventurespejd.dk
Tekst og logo: Adventurespejd.dk
